|
Klinisk sygeplejeforskning omfatter såvel sunde som syge og lidende mennesker i alle livsfaser både i og uden for sygehusene , dertil knyttede aktiviteter fra såvel professionelle som frivillige hjælpere samt de strukturelle vilkår, hvori sygeplejen udøves.
Den kliniske sygeplejeforskning på Aalborg Sygehus tager således afsæt i de problemstillinger, der knytter sig til ovenstående genstandsfelt.
FoKSys forskere arbejder systematisk hen mod Det Personorienterede Sundhedsvæsen, hvor den gode, kloge og rigtige sygepleje kan tilbydes patienter og pårørende.
FoKSys forskere bedriver forskning inden for områderne:
Omsorgsetik, livsfænomener og ledelsespraksis.
Sammenhængskraften mellem områderne er sygeplejefaglighed, et relationistisk menneskesyn, udforskningen af menneskelig lidelse og lidelsens udtryksformer. I forskningen er der en rettethed mod de ofte oversete og overhørte fænomener, der for den syge og dennes pårørende pludselig træder frem og præger hverdagslivet.
• Det er forskning, der med sit fokus på det meningsfulde i patienternes livssituation er medvirkende til at skabe livskvalitet og kræfter til at tage vare på det liv, som en sygdom har afstedkommet.
• Det er forskning, der sætter sygepleje ind i et organisatorisk og samfundsmæssigt perspektiv, idet kvaliteten af sygeplejens udøvelse er afhængig af dygtig faglig ledelse.
• Det er specialeuafhængig forskning.
• Det er tidsløs forskning, idet undersøgelser af relationer og menneskelige udtryk hos sårbare og lidende mennesker er bæredygtige til enhver tid.
• Det er forskning, der såvel nationalt som internationalt skal medvirke til at udvikle kundskab af relevans for sygepleje som praksisfag og som videnskabelig disciplin.
|