|
Det såkaldte knowing-doing gap er en af sundhedsvæsenets helt store udfordringer. Hvis videnskaben og udvikling af ny viden lever sit eget liv, mistes betydningen af den konkrete praksissammenhæng og de kliniske erfaringer. Derfor er sammenhængskraften mellem klinisk sygepleje, forskning, udvikling, uddannelse og ledelse én af forudsætningerne for at lukke the knowing-doing gap. Videnskabspolitisk pointeres, at innovation og innovationsledelse er den vigtigste samfundsmæssige rammebetingelse i den offentlige sektor, fordi der er masser af ny viden, der ligger og venter på at blive samlet op. Det drejer sig først og fremmest om mennesker, og i hvor høj grad disse mennesker kan omsætte viden til nye arbejdsformer, arbejdsgange, procedurer, ideer m.v. Der ligger et kæmpepotentiale blandt sygeplejersker for at indfri disse behov - de er omstillingsparate, idérige og nuancerede i løsning af problemer. Forskeren skal i så henseende være tæt på den kliniske praksis i opbygning og udvikling af en bæredygtig kreativ forskningskultur. Den kliniske sygeplejerske skal anvende forskningsbaseret viden i daglig praksis og skabe innovativ udvikling.

I slutningen af 2009 afholdt FoKSy i samarbejde med Idéklinikken en temadag, hvor innovationsbegrebet i sygeplejen blev belyst.
|